Jeg tænker ikke over, at jeg træner, fordi fokus er i mit sind og hjerte – der, hvor glæden og musikken bor.

Hvad er Salsation?

Ordet ’Salsation’ er en kombination af ordet ’Salsa’ som betyder ’sovs’, og deraf en blanding af forskellige stilarter. Og så ordet ’sensation’ som henviser til den følelse, vi får, når vi danser. Salsation er et dance-fitness koncept med stor vægt på funktionel træning. Det er ikke supercardio, men vi bruger kroppen sundt og passer godt på os selv. Både for at vi også kan danse, når vi bliver gamle, men også for at vi rent faktisk får en stærk workout ’bare’ ved at danse. Jeg har fået at vide, at jeg har fået tonede skuldre bare ved at danse. Og det er jo, fordi vi bruger hele kroppen og markerer bevægelsen.

Salsation har også, i forhold til andre dance-koncepter, meget fokus på musikalitet, og det vi kalder ’lyrical expression’ eller ’story telling’ – altså hvad handler sangen om. Så man danser følelsen af musikken ud og danser de små breaks. Altså er det er en glad kærlighedssang, er det en ’upbeat’ kærlighedssang, er det en trist kærlighedssang , er det en ’jeg er sur i dag’sang, så er det den fortælling, vi prøver at få ud gennem koreografien. Men hele tiden med fokus på musikken og det, den følelse, giver os. Så det er ikke så meget at lære trin. Vi tæller ikke. Det er ikke ”4 til højre og 4 til venstre”, men det er ”mærk efter, lyt efter, og følg med det” 

Hvorfor gør du det, du gør?

Jeg gør det, fordi det gør mig glad.

Jeg startede for små 10 år siden med at danse i min fritid, altså gå til dansehold og dance-fitness, fordi det gjorde mig glad. Det var en god afreaktion efter arbejde og et godt skifte fra fokus på arbejdet, og så inden jeg skulle hjem til familien. Bare komme af sted, være glad og have det sjovt med 5, 10, 15, 30 andre mennesker. Og når man går på et hold sammen, så bliver det også et fællesskab, hvor vi skal ned og hygge os og have det sjovt. Jeg har fået at vide derhjemme, at de dage, hvor jeg har været omkring og danse først, så kommer jeg hjem med et større smil.

Hvorfor underviser du andre kvinder?

Jeg har ikke undervist før i sportsgrene, men jeg ville vide noget mere om det her koncept, Salsation, og jeg havde set nogle videoer på YouTube, og tog så til instruktørtræning bare for at gøre mig selv bedre. Altså det gør mig glad at danse, så nu tager jeg en hel weekend, hvor jeg bare skal danse. Og så den følelse, jeg havde følt der, ville jeg gerne dele med andre.

Det var lidt trist bare at danse derhjemme, så jeg undersøgte mulighed for at begynde at undervise.

Undervisning handler for mig om at dele glæden.

Det er fedt at få energi fra andre mennesker, når man danser sammen. Det giver også mig følelsen af fællesskab. Og så er det jo megafedt at mærke responsen fra andre, som bliver glade for det, jeg selv brænder for, men også at se dem udvikle sig. Det er jo nyt for dem i starten, og når noget er nyt, så synes vi, det er svært. Men det at se dem komme ud over den der med: “Nej, det er ikke svært, det er bare nyt”. Og når det så ikke er nyt længere, så åbner de sig op og udvikler sig. Det motiverer mig.

Hvad kan dans for dig?

Det løsner op. Jeg får virkelig kontakt med mig selv. Kontakt til min krop. Jeg tænker ikke over, at nu træner jeg. Jeg får sved på panden, men det er ikke, fordi jeg tænker, nu har jeg været nede og pumpe jern eller til en spinningstime og få pulsen op. Det giver også en masse godt, men det, dansen gør ved mig, er, at jeg får brugt min krop og kommer i kontakt med min krop, uden at jeg egentlig har fokus på det, fordi fokus er i mit sind eller i hjertet, eller der hvor den her glæde, musikken, bor. Og når man har siddet og været i hovedet hele dagen på ens arbejde, så er dansen også en måde at blive mere groundet på.

Og så gør dansen os mere smidige, fordi vi har fokus på bl.a. funktionel træning, hvor vi får større ’range of motion’ – altså større bevægelsesfrihed. Selv deltagere på 60+ år kan mærke efter nogle få dansetimer, at de begynder at være mere smidige. De kan lave body rolls, de kan kontrollere deres bevægelser i højere grad, de er ikke så stive i nakken, hvis de har meget kontor arbejde, de oplever bedre holdning.

Hvorfor komme i kontakt med kroppen?

Jeg har i en periode været meget ophængt, altså haft meget i hovedet, og tankerne omkring arbejdet har fyldt meget. Jeg har ikke været sygemeldt med stress, men jeg har haft svært ved at lægge arbejdet fra mig. Og der kan bevægelse være med til få blæst tankerne væk. Det er det, jeg oplever som at komme ind i kroppen, altså at alle de tanker, som ofte fylder enormt meget, de bliver trængt væk af, at nu er jeg lige her, lige nu. Jeg lytter til musikken og er koncentreret om det, der foregår lige nu, og så må arbejde, aftensmad, eller hvad pokker der fylder i hovedet på os været parkeret.  

Hvad er dit drive?

Jeg tror, det er vigtigt at mærke efter, så man også får taget de små dele. Ja, jeg har også dage, hvor jeg tænker: “Ej, i dag skal jeg ikke danse”. Og så danser jeg ikke. Eller også så tænker jeg: “Ej, det kan godt være, jeg ikke skal træne en hel time herhjemme på gulvet, men den der ene sang, den skal jeg lige øve lidt mere, og så danser jeg i ti minutter”.

Vi har alle sammen lige været hjemme i flere måneder pga. corona, og alle vores vaner blev lukket ned, og så sidder man der i sofaen, og hvad er der mon af netflix osv. Men jeg kunne mærke, selvom jeg ikke er det fødte sportsmenneske, at jeg savnede det der afbræk. Altså jeg har brug for at komme ned i kroppen, frem for bare at sidde og se fjernsyn. Og så handler det om at gøre det nemt for sig selv og tage det i små bidder. Jeg har også haft små børn, men jeg ved også fra mig selv den gang, at den der ene time om ugen, hvor jeg kom afsted, jamen det var der jeg kom hjem med et kæmpestort smil.

Hvorfor er Jeg Gør Det så vigtigt?

Det er det, fordi der er et faldende antal kvinde, som er foreningsmæssigt engageret i idræt, især yngre kvinder, og jeg har selv to teenagepiger, hvor jeg er meget opmærksom på, hvordan de har det med deres egen krop. Altså at de i sindet har en sund holdning til deres krop og et glad mind-set, hvor de har det godt med sig selv.

Og så det her med, at nogle kvinder kan holde sig væk fra motion generelt, fordi vi alle sammen, tror jeg, bliver præget af nogle glansbilleder, som kan kamme over og blive skræmmebilleder, så man tænker: ”Jeg skal i hvert fald ikke stå foran et stort spejl, eller de her andre kvinder er pænere end mig, eller dygtigere end mig”. Det, synes jeg, er vigtigt, at Kvindekampagnen slår ned på eller motiverer væk fra.

Og så er motion jo dokumenteret sundt – også mentalt. Så det handler ikke kun om at være i en sund krop og spise sine grøntsager, få pulsen op 30 min osv. Det handler mindst lige så meget det om det, som det netop giver mig. At jeg får et break fra alle mine tanker, uanset hvad det er – tankemylderet og jeg er bare mig. Den oplevelse, synes jeg, alle skal have.  

Hvad er dit bedste råd til andre kvinder?

Det allervigtigste er, hvad du gerne vil mærke i dig selv. Lad vær med at tænk på, hvordan vil jeg gerne se ud, hvor mange kg. vil jeg gerne tabe, hvor mange kcal. skal jeg forbrænde. Alle de her ting, som kan skabe et ydre pres. Altså det kan helt sikkert motivere nogen, men hvis det handler om bare at komme i gang, så kan en gåtur i frisk luft være bevægelsesglæde.

Kom ud og mærk, at du trækker vejret, mærk solen, hør fuglene, tag cyklen en dag i stedet for bilen. Alt dette kan være bevægelsesglæde. Så det er vigtigt at få brudt det ned til de der små bidder, og så kan man også lade sig inspirere. Altså at høre en sang kan inspirere mig, for jeg har svært ved at sidde stille, når jeg hører en sang, og det er bevægelsesglæde for mig, om det så bare er at fjolle rundt hjemme på stuegulvet. 

Jeg vil opfordre kvinder i alle aldre til at bevæge sig, fordi det gør os godt og holder os i gang. Også kognitivt. Det kan være at huske nogle dansetrin, eller lære teknikken omkring et boldspil, eller sætte os selv et mål for, at nu tager jeg afsted til det hold, og det fællesskab jeg er eller kan blive en del af.

Om Malou

 Jeg hedder Malou Lassen og underviser i Salsation. Jeg har gjort det i 3,5 år, fordi det gør mig glad.  

Seneste nyt fra Malou

Der er ingen nyheder i øjeblikket.